Indvielse i Gigantium: Nu flytter AAU’s idrætsuddannelser ind

Indvielse i Gigantium: Nu flytter AAU’s idrætsuddannelser ind

Torsdag var der formel indvielse af nye idrætsfaciliteter i Gigantium, som AAU-studerende på idrætsuddannelser får adgang til. Samtidig får de et nyt studiemiljø og kommer tættere på flere eliteidrætsmiljøer. En klar opgradering, lyder det fra institutleder Kim Dremstrup.

Lagt online: 17.09.2021

Af Mads Gregersen, AAU Kommunikation

To boldhaller, en svømmehal, lokaler til styrke- og kardiotræning og et studiemiljø nær flere eliteidrætsmiljøer.

Det er, hvad idrætsvidenskabelige studerende ved AAU fremover får adgang til. Torsdag var der formel indvielse af de nye faciliteter i Gigantium og en Plusbusstation samme sted.

Tidligere har studerende på idrætsuddannelserne brugt faciliteter forskellige steder i Aalborg – blandt andet i Nordkraft, på Stadion og på Sofiendalskolen. Med de nye rammer får de bedre forhold, som er tættere på AAU’s campus i Aalborg Øst og vil give færre forstyrrelser og aflysninger.

- Det har i flere år været vores et ønske at samle de praktiske faciliteter for AAU’s idrætsuddannelse et sted, hvor der er gode forhold, ro til undervisningen og gerne større nærhed til SUND’s øvrige miljøer. Det er nu lykkedes. Samtidig får de studerende mulighed for at vekselvirke med de idrætsfolk, der kommer i Gigantium – blandt andet fra Aalborg Pirates og Aalborg Håndbold, siger institutleder Kim Dremstrup fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi.

Borgmester: Godt uddannelsesmiljø

På talerstolen til indvielsen var sundheds- og kulturrådmand Mads Duedahl (V) og by- og landskabsrådmand Hans Henrik Henriksen (S) og Aalborgs borgmester Thomas Kastrup Larsen (S).

- Jeg synes jo, at det er stærkt, at vi kan lave et godt uddannelsesmiljø, hvor universitetet kan flytte deres idrætsuddannelser hen, og hvor der også er mange med en professionalitet i forhold til at dyrke idræt, sagde borgmesteren.

Se også en video om de nye faciliteter nedenfor.